
Konsultation
Få mest muligt ud af din tid hos lægen
En almindelig konsultation varer typisk 10–15 minutter. Derfor kan det gøre en stor forskel at møde forberedt. Jo bedre forberedt du er, desto mere får du ud af tiden sammen med lægen.
1. Bestil tid
Enkel tidsbestiling online eller pr. telefon.
2. Mød op i klinikken gerne 5 minutter før din tid
3. Du bliver indkaldt til konsultationen
Vi tilstræber at holde tidsplanen men det kan skride, det beklager vi naturligvis.
Forbered dig inden dit besøg
- Spørg ved tidsbestilling, om du skal gøre noget på forhånd eller medbringe noget – f.eks. en urinprøve eller faste før blodprøver.
- Skriv dine spørgsmål ned. Start med de vigtigste, så du er sikker på at få svar på det, der betyder mest for dig.
- Lav en liste over symptomer. Noter stikord eller beskrivelser, som hjælper dig med at huske, hvad du vil fortælle.
- Medbring relevante oplysninger om tidligere sygdomme, behandlinger, operationer, større livsændringer eller arvelige sygdomme, hvis det kan have betydning.
- Tag en medicinliste med, hvis lægen ikke allerede kender den – også kosttilskud og naturmedicin. Medbring gerne medicinen fysisk, hvis det er en hjælp.
- Tag en pårørende med, hvis det kan give dig tryghed eller hjælpe dig med at huske information.
Hvis du har flere problemstillinger, kan det være at problemstillinger bliver delt op på flere konsultationer og opfølgninger.
Under konsultationen
- Brug dine egne ord. Fortæl åbent om både symptomer, tanker og bekymringer.
- Hold ikke noget tilbage. Selv gener, du ikke tror hænger sammen, kan være vigtige for lægen at vide.
- Bed om forklaring, hvis lægen bruger ord, du ikke forstår.
- Fortæl om eventuelle sygdomme, du frygter eller mistænker, så I sammen kan afklare dem.
Lægen har tavshedspligt og er der for at hjælpe dig, uanset hvad du kommer med.
Vælg praktisk tøj
Hvis du forventer undersøgelse, blodtryk, blodprøver eller lignende, kan det være en fordel at tage tøj på, som er let at få af eller trække op.

